Den danske grundlov hedder formelt "Danmarks Riges
Grundlov af 5. juni 1953" og beskriver den danske
statsforfatning, dronningens beføjelser, den personlige frihed
m.m.
Grundloven er delt op i 11 kapitler, som du kan læse her.
Kapitel I
§ 1. Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.
§ 2. Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten
nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27.
marts 1953 fastsatte regler.
§ 3. Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i
forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt
er hos domstolene.
§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke
og understøttes som sådan af staten.
Kapitel II
§ 5. Kongen kan ikke uden folketingets samtykke være regent
i andre lande.
§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.
§ 7. Kongen er myndig, når han har fyldt sit 18. år. Det
samme gælder tronfølgeren.
§ 8. Forinden kongen tiltræder regeringen, afgiver han
skriftligt i statsrådet en højtidelig forsikring om ubrødeligt
at ville holde grundloven. Af forsikringsakten udstedes tvende
ligelydende originaler, af hvilke den ene overgives folketinget
for at opbevares i sammes arkiv, den anden nedlægges i
rigsarkivet. Kan kongen som følge af fraværelse eller af andre
grunde ikke umiddelbart ved tronskiftet afgive denne forsikring,
føres regeringen, indtil dette sker, af statsrådet, medmindre
anderledes ved lov bestemmes. Har kongen allerede som tronfølger
afgivet denne forsikring, tiltræder han umiddelbart ved
tronskiftet regeringen.
§ 9. Bestemmelser angående regeringens førelse i tilfælde
af kongens umyndighed, sygdom eller fraværelse fastsættes ved
lov. Er der ved tronledighed ingen tronfølger, vælger
folketinget en konge og fastsætter den fremtidige arvefølge.
§ 10. Statens ydelse til kongen bestemmes for hans
regeringstid ved lov. Ved denne fastsættes tillige, hvilke
slotte og andre statsejendele der skal overlades kongen til
brug. Statsydelsen kan ikke behæftes med gæld.
§ 11. For medlemmer af det kongelige hus kan der bestemmes
årpenge ved lov. Årpengene kan ikke uden folketingets samtykke
nydes udenfor riget.
Kapitel III
§ 12. Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger
den højeste myndighed over rigets anliggender og udøver den
gennem ministrene.
§ 13. Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig.
Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres
ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.
§ 14. Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de
øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes
fordeling imellem dem. Kongens underskrift under de lovgivningen
og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når
den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Enhver
minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen.
§ 15. Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at
folketinget har udtalt sin mistillid til ham. Udtaler
folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære
ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives. Et ministerium,
som har fået et mistillidsvotum, eller som har begæret sin
afsked, fungerer, indtil et nyt ministerium er udnævnt.
Fungerende ministre kan i deres embede kun foretage sig, hvad
der er fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse.
§ 16. Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales
for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene
for deres embedsførelse anlagte sager.
§ 17. Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren,
når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet
undtagen i de i § 8 nævnte tilfælde og i de tilfælde, hvor
lovgivningsmagten i henhold til bestemmelserne i § 9 måtte
have tillagt statsrådet myndighed til at føre regeringen. I
statsrådet forhandles alle love og vigtige
regeringsforanstaltninger.
§ 18. Er kongen forhindret i at holde statsråd, kan han
lade sagen forhandle i et ministerråd. Dette består af
samtlige ministre under forsæde af statsministeren. Enhver
minister skal da afgive sit votum til protokollen, og beslutning
tages efter stemmeflerhed. Statsministeren forelægger den over
forhandlingerne førte, af de tilstedeværende ministre
underskrevne protokol for kongen, der bestemmer, om han
umiddelbart vil bifalde ministerrådets indstilling eller lade
sig sagen foredrage i statsrådet.
§ 19. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige
anliggender. Uden folketingets samtykke kan han dog ikke
foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets
område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse
folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af
større betydning. Ejheller kan kongen uden folketingets
samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået
med folketingets samtykke. Bortset fra forsvar mod væbnet
angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden
folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen
fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør
af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er
folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til
møde. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn,
med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver
beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere
regler om det udenrigspolitiske nævn fastsættes ved lov.
§ 20. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets
myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til
mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig
overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig
retsorden og samarbejde. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves
et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås
et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af
almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder
regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til
godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i
§ 42 fastsatte regler.
§ 21. Kongen kan for folketinget lade fremsætte forslag til
love og andre beslutninger.
§ 22. Et af folketinget vedtaget lovforslag får lovkraft, når
det senest 30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af
kongen. Kongen befaler lovens kundgørelse og drager omsorg for
dens fuldbyrdelse.
§ 23. I særdeles påtrængende tilfælde kan kongen, når
folketinget ikke kan samles, udstede foreløbige love, der dog
ikke må stride mod grundloven og altid straks efter
folketingets sammentræden skal forelægges dette til
godkendelse eller forkastelse.
§ 24. Kongen kan benåde og give amnesti. Ministrene kan han
kun med folketingets samtykke benåde for de dem af rigsretten
idømte straffe.
§ 25. Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem
vedkommende regeringsmyndigheder sådanne bevillinger og
undtagelser fra lovene, som enten ifølge de før 5. juni 1849 gældende
regler er i brug, eller hvortil hjemmel indeholdes i en siden
den tid udgiven lov.
§ 26. Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til
loven.
§ 27. Regler om ansættelse af tjenestemænd fastsættes ved
lov. Ingen kan ansættes som tjenestemand uden at have indfødsret.
Tjenestemænd, som udnævnes af kongen, afgiver en højtidelig
forsikring om at ville holde grundloven. Om afskedigelse,
forflyttelse og pensionering af tjenestemænd fastsættes regler
ved lov, jfr. dog herved § 64. Uden deres samtykke kan de af
kongen udnævnte tjenestemænd kun forflyttes, når de ikke
derved lider tab i de med tjenestemandsstillingen forbundne indtægter,
og der gives dem valget mellem sådan forflyttelse og afsked med
pension efter de almindelige regler.
Kapitel IV
§ 28. Folketinget udgør een forsamling bestående af højst
179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i
Grønland.
§ 29. Valgret til Folketinget har enhver, som har dansk indfødsret,
fast bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede
valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det
bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse,
der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af
valgret. Valgretsalderen er den, som har opnået flertal ved
folkeafstemning i overensstemmelse med lov af 25. marts 1953. Ændring
af den til enhver tid gældende valgretsalder kan ske ved lov.
Et af folketinget vedtaget forslag til en sådan lov kan først
stadfæstes af kongen, når bestemmelsen om ændring af
valgretsalderen i overensstemmelse med § 42, stk. 5, har været
undergivet en folkeafstemning, der ikke har medført
bestemmelsens bortfald.
§ 30. Valgbar til folketinget er enhver, som har valgret til
dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i
almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af
folketinget. Tjenestemænd, som vælges til medlemmer af
folketinget, behøver ikke regeringens tilladelse til at modtage
valget.
§ 31. Folketingets medlemmer vælges ved almindelige,
direkte og hemmelige valg. De nærmere regler for valgrettens udøvelse
gives ved valgloven, der til sikring af en ligelig repræsentation
af de forskellige anskuelser blandt vælgerne fastsætter valgmåden,
herunder hvorvidt forholdstalsvalgmåden skal føres igennem i
eller uden forbindelse med valg i enkeltmandskredse. Ved den
stedlige mandatfordeling skal der tages hensyn til indbyggertal,
vælgertal og befolkningstæthed. Ved valgloven gives nærmere
regler vedrørende valg af stedfortrædere og disses indtræden
i folketinget samt angående fremgangsmåden i tilfælde, hvor
omvalg måtte blive nødvendigt. Særlige regler om Grønlands
repræsentation i folketinget kan gives ved lov.
§ 32. Folketingets medlemmer vælges for fire år. Kongen
kan til enhver tid udskrive nyvalg med den virkning, at de bestående
folketingsmandater bortfalder, når nyvalg har fundet sted.
Efter udnævnelse af et nyt ministerium kan valg dog ikke
udskrives, forinden statsministeren har fremstillet sig for
folketinget. Det påhviler statsministeren at foranledige, at
nyvalg afholdes inden valgperiodens udløb. Mandaterne
bortfalder i intet tilfælde, før nyvalg har fundet sted. Der
kan ved lov gives særlige regler om færøske og grønlandske
folketingsmandaters ikrafttræden og ophør. Mister et medlem af
folketinget sin valgbarhed, bortfalder hans mandat. Ethvert nyt
medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig
forsikring om at ville holde grundloven.
§ 33. Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers
valg samt spørgsmål om, hvorvidt et medlem har mistet sin
valgbarhed.
§ 34. Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der antaster dets
sikkerhed eller frihed, enhver, der udsteder eller adlyder nogen
dertil sigtende befaling, gør sig skyldig i højforræderi.
Kapitel V
§ 35. Nyvalgt folketing træder sammen kl. 12 den tolvte søgnedag
efter valgdagen, dersom kongen ikke har indkaldt det til møde
forinden. Straks efter prøvelsen af mandaterne sættes
folketinget ved valg af formand og næstformænd.
§ 36. Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober
og varer til samme tirsdag det følgende år. På folketingsårets
første dag kl. 12 sammentræder medlemmerne til møde, hvor
folketinget sættes på ny.
§ 37. Folketinget træder sammen på det sted, hvor
regeringen har sit sæde. I overordentlige tilfælde kan
folketinget dog samles andetsteds i riget.
§ 38. På det første møde i folketingsåret afgiver
statsministeren en redegørelse for rigets almindelige stilling
og de af regeringen påtænkte foranstaltninger. På grundlag af
redegørelsen finder en almindelig forhandling sted.
§ 39. Folketingets formand indkalder folketinget til møde
med angivelse af dagsorden. Det påhviler formanden at indkalde
til møde, når mindst to femtedele af folketingets medlemmer
eller statsministeren skriftligt fremsætter begæring herom med
angivelse af dagsorden.
§ 40. Ministrene har i embeds medfør adgang til folketinget
og er berettiget til under forhandlingerne at forlange ordet, så
ofte de vil, idet de i øvrigt iagttager forretningsordenen.
Stemmeret udøver de kun, når de tillige er medlemmer af
folketinget.
§ 41. Ethvert medlem af folketinget er berettiget til at
fremsætte forslag til love og andre beslutninger. Et lovforslag
kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været
behandlet i folketinget. To femtedele af folketingets medlemmer
kan overfor formanden begære, at tredje behandling tidligst
finder sted tolv søgnedage efter forslagets vedtagelse ved
anden behandling. Begæringen skal være skriftlig og
underskrevet af de deltagende medlemmer. Udsættelse kan dog
ikke finde sted, forsåvidt angår forslag til finanslove, tillægsbevillingslove,
midlertidige bevillingslove, statslånslove, love om meddelelse
af indfødsret, love om ekspropriation, love om indirekte
skatter samt i påtrængende tilfælde forslag til love, hvis
ikrafttræden ikke kan udsættes af hensyn til lovens formål.
Ved nyvalg og ved folketingsårets udgang bortfalder alle
forslag til love og andre beslutninger, der ikke forinden er
endeligt vedtaget.
§ 42. Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en
tredjedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage
fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære
folkeafstemning om lovforslaget. Begæringen skal være
skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer. Et
lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, jfr. stk. 6, kan
kun i det i stk. 7 omhandlede tilfælde stadfæstes af kongen
inden udløbet af den i stk. 1 nævnte frist, eller inden begæret
folkeafstemning har fundet sted. Når der er begæret
folkeafstemning om et lovforslag, kan folketinget indenfor en
frist af fem søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse
beslutte, at forslaget skal bortfalde. Træffer folketinget ikke
beslutning i henhold til stk. 3, skal meddelelse om, at
lovforslaget skal prøves ved folkeafstemning, snarest
tilstilles statsministeren, der derefter lader lovforslaget
bekendtgøre med meddelelse om, at folkeafstemning vil finde
sted. Folkeafstemningen iværksættes efter statsministerens nærmere
bestemmelse tidligst tolv og senest atten søgnedage efter
bekendtgørelsen. Ved folkeafstemningen stemmes for og mod
lovforslaget. Til lovforslagets bortfald kræves, at et flertal
af de i afstemningen deltagende folketingsvælgere, dog mindst
30 pct. af samtlige stemmeberettigede, har stemt mod
lovforslaget. Forslag til finanslove, tillægsbevillingslove,
midlertidige bevillingslove, statslånslove, normeringslove, lønnings-
og pensionslove, love om meddelelse af indfødsret, love om
ekspropriation, love om direkte og indirekte skatter samt love
til gennemførelse af bestående traktatmæssige forpligtelser
kan ikke undergives folkeafstemning. Det samme gælder forslag
til de i §§ 8, 9, 10 og 11 omhandlede love såvel som de i §
19 nævnte beslutninger, der måtte være i lovs form, medmindre
det for disse sidste ved særlig lov bestemmes, at sådan
afstemning skal finde sted. For grundlovsændringer gælder
reglerne i § 88. I særdeles påtrængende tilfælde kan et
lovforslag, som kan undergives folkeafstemning stadfæstes af
kongen straks efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder
bestemmelse herom. Såfremt en tredjedel af folketingets
medlemmer efter de i stk. 1 omhandlede regler begærer
folkeafstemning om lovforslaget eller den stadfæstede lov,
afholdes sådan folkeafstemning efter foranstående regler.
Forkastes loven ved folkeafstemningen, kundgøres dette af
statsministeren uden unødigt ophold og senest fjorten dage
efter folkeafstemningens afholdelse. Fra kundgørelsesdagen er
loven bortfaldet. Nærmere regler om folkeafstemning, herunder i
hvilket omfang folkeafstemning skal finde sted på Færøerne og
i Grønland, fastsættes ved lov.
§ 43. Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves
uden ved lov; ejheller kan noget mandskab udskrives eller noget
statslån optages uden ifølge lov.
§ 44. Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov. Om
udlændinges adgang til at blive ejere af fast ejendom fastsættes
regler ved lov.
§ 45. Forslag til finanslov for det kommende finansår skal
fremsættes for folketinget senest fire måneder før finansårets
begyndelse. Kan behandlingen af finanslovforslaget for det
kommende finansår ikke ventes tilendebragt inden finansårets
begyndelse, skal forslag til en midlertidig bevillingslov fremsættes
for folketinget.
§ 46. Forinden finansloven eller en midlertidig
bevillingslov er vedtaget af folketinget, må skatterne ikke
opkræves. Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af
folketinget vedtagne finanslov eller i en af folketinget
vedtaget tillægsbevillingslov eller midlertidig bevillingslov.
§ 47. Statsregnskabet skal fremlægges for folketinget
senest seks måneder efter finansårets udløb. Folketinget vælger
et antal revisorer. Disse gennemgår det årlige statsregnskab
og påser, at samtlige statens indtægter er opført deri, og at
ingen udgift er afholdt uden hjemmel i finansloven eller anden
bevillingslov. De kan fordre sig alle fornødne oplysninger og
aktstykker meddelt. De nærmere regler for revisorernes antal og
virksomhed fastlægges ved lov. Statsregnskabet med revisorernes
bemærkninger forelægges folketinget til beslutning.
§ 48. Folketinget fastsætter selv sin forretningsorden, der
indeholder de nærmere bestemmelser vedrørende forretningsgang
og ordens opretholdelse.
§ 49. Folketingets møder er offentlige. Formanden eller det
i forretningsordenen bestemte antal medlemmer eller en minister
kan dog forlange, at alle uvedkommende fjernes, hvorpå det uden
forhandling afgøres, om sagen skal forhandles i et offentligt
eller lukket møde.
§ 50. Folketinget kan kun tage beslutning, når over
halvdelen af medlemmerne er til stede og deltager i
afstemningen.
§ 51. Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine
medlemmer til at undersøge almenvigtige sager. Kommissionerne
er berettigede til at fordre skriftlige eller mundtlige
oplysninger såvel af private borgere som af offentlige
myndigheder.
§ 52. Folketingets valg af medlemmer til kommissioner og
hverv sker efter forholdstal.
§ 53. Ethvert medlem af folketinget kan med dettes samtykke
bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom
æske ministrenes forklaring.
§ 54. Andragender kan kun overgives til folketinget ved et
af dettes medlemmer.
§ 55. Ved lov bestemmes, at folketinget vælger en eller to
personer, der ikke er medlemmer af folketinget, til at have
indseende med statens civile og militære forvaltning.
§ 56. Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres
overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.
§ 57. Intet medlem af folketinget kan uden dettes samtykke
tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre
han er grebet på fersk gerning. For sine ytringer i folketinget
kan intet af dets medlemmer uden folketingets samtykke drages
til ansvar udenfor samme.
§ 58. Folketingets medlemmer oppebærer et vederlag, hvis størrelse
fastsættes ved valgloven.
Kapitel VI
§ 59. Rigsretten består af indtil 15 af de efter
embedsalder ældste ordentlige medlemmer af rigets øverste
domstol og et tilsvarende antal af folketinget efter forholdstal
for 6 år valgte medlemmer. For hver af de valgte vælges en
eller flere stedfortrædere. Folketingets medlemmer kan ikke vælges
til eller virke som medlemmer af rigsretten. Kan i et enkelt
tilfælde nogle af den øverste domstols medlemmer ikke deltage
i sagens behandling og påkendelse, fratræder et tilsvarende
antal af de af folketinget sidst valgte rigsretsmedlemmer.
Retten vælger selv sin formand af sin midte. Er sag rejst ved
rigsretten, beholder de af folketinget valgte medlemmer deres sæde
i retten for denne sags vedkommende, selvom det tidsrum, for
hvilket de er valgt, udløber. Nærmere regler om rigsretten
fastsættes ved lov.
§ 60. Rigsretten påkender de af kongen eller folketinget
mod ministrene anlagte sager. For rigsretten kan kongen med
folketingets samtykke lade også andre tiltale for forbrydelser,
som han finder særdeles farlige for staten.
§ 61. Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov.
Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke nedsættes.
§ 62. Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra
forvaltningen. Regler herom fastsættes ved lov.
§ 63. Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål
om øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant
spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene
unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling.
Påkendelse af spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser
kan ved lov henlægges til en eller flere forvaltningsdomstole,
hvis afgørelser dog skal kunne prøves ved rigets øverste
domstol. De nærmere regler herom fastsættes ved lov.
§ 64. Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter
loven. De kan ikke afsættes uden ved dom, ejheller forflyttes
mod deres ønske, uden for de tilfælde, hvor en omordning af
domstolene finder sted. Dog kan den dommer, der har fyldt sit
65. år, afskediges, men uden tab af indtægter indtil det
tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget på grund af
alder.
§ 65. I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed
i videst muligt omfang. I strafferetsplejen skal lægmænd
medvirke. Det fastsættes ved lov, i hvilke sager og under
hvilke former denne medvirken skal finde sted, herunder i hvilke
sager nævninger skal medvirke.
Kapitel VII
§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.
§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at
dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning,
dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden
eller den offentlige orden.
§ 68. Ingen er pligtig til at yde personlige bidrag til
nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.
§ 69. De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold
ordnes nærmere ved lov.
§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller
afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige
og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen
almindelig borgerpligt.
Kapitel VIII
§ 71. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk
borger kan på grund af sin politiske eller religiøse
overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for
frihedsberøvelse. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med
hjemmel i loven. Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer
stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes
på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse,
der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om
han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod sikkerhed,
bestemme dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands
vedkommende fraviges ved lov, forsåvidt dette efter de stedlige
forhold må anses for påkrævet. Den kendelse, som dommeren
afsiger, kan af vedkommende straks særskilt indbringes for højere
ret. Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse,
som kun kan medføre straf af bøde eller hæfte. Udenfor
strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der
ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har
hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der
er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne,
forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende
myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved
lov. Behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer undergives et
af folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have
adgang til at rette henvendelse.
§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse
og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-,
telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en
særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.
§ 73. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at
afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan
kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning. Når et
lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er vedtaget,
kan en tredjedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af
tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det
først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til
folketinget har fundet sted, og forslaget på ny er vedtaget af
det derefter sammentrædende folketing. Ethvert spørgsmål om
ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse kan
indbringes for domstolene. Prøvelsen af erstatningens størrelse
kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.
§ 74. Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til
erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves
ved lov.
§ 75. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at
enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår,
der betrygger hans tilværelse. Den, der ikke selv kan ernære
sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden,
er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at
underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
§ 76. Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret
til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der
selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå
mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke
pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.
§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at
offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.
Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny
indføres.
§ 78. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at
danne foreninger i ethvert lovligt øjemed. Foreninger, der
virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse
af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende,
bliver at opløse ved dom. Ingen forening kan opløses ved en
regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig
forbydes, men der skal da straks anlægges sag an imod den til
dens opløsning. Sager om opløsning af politiske foreninger
skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste
domstol. Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved
lov.
§ 79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at
samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret
til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes,
når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
§ 80. Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke
angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens
og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles.
§ 81. Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin
person at bidrage til fædrelandets forsvar efter nærmere
bestemmelser, som loven foreskriver.
§ 82. Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt
at styre deres anliggender ordnes ved lov. § 83. Enhver i
lovgivning til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet.
§ 84. Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet
familiefideikommis kan for fremtiden oprettes.
§ 85. For forsvarsmagten er de i §§ 71, 78 og 79 givne
bestemmelser kun anvendelige med de indskrænkninger, der følger
af de militære loves forskrifter.
Kapitel IX
§ 86. Valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene
er den for valg til folketinget til enhver tid gældende. For Færøerne
og Grønlands vedkommende fastsættes valgretsalderen til de
kommunale råd og menighedsrådene ved lov eller i henhold til
lov.
§ 87. Islandske statsborgere, der i medfør af loven om ophævelse
af dansk-islandsk forbundslov m.m. nyder lige ret med danske
statsborgere, bevarer de i grundloven hjemlede rettigheder, der
er knyttede til dansk indfødsret.
Kapitel X
§ 88. Vedtager folketinget et forslag til en ny
grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives
nyvalg til folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse
af det efter valget følgende folketing, bliver det inden et
halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge
folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved
direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning
fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen
deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede
afgivet deres stemme for folketingets beslutning, og stadfæstes
denne af kongen, er den grundlov.
Kapitel XI
§ 89. Denne grundlov træder i kraft straks. Dog vedbliver
den i henhold til Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer
af 10. september 1920 senest valgte rigsdag at bestå, indtil
nyvalg har fundet sted i overensstemmelse med reglerne i kapitel
IV. Indtil nyvalg har fundet sted, forbliver de i Danmarks Riges
Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920
for rigsdagen fastsatte bestemmelser i kraft.